Vi var 4 personer der skulle af sted – John, Peter, Thomas og jeg som eneste pige. Vi fik pakket kajakkerne om morgenen og gjorde klar til afgang. Jeg havde brugt lang tid aftenen før, for at finde ud af hvad dælen man behøver at have med på sådan en tur og hvordan man så kunne få det til at fylde mindst muligt. Der var sheltere på det sted hvor vi skulle være, som jeg fandt ud af var en slags åben træhytte på ben. Man kan så ikke være sikker på at de er ledige, så derfor måtte vi også tage telte med for en sikkerheds skyld. Fluesmækkeren blev da også pakket, til stor underholdning for drengene - men jeg bryder mig ikke om kryb!

Da vi kom af sted var det noget temmelig vildt og underligt vand vi først mødte ved Fredericia havn. Der lå et stort skib så bølgerne som kom fra den ene side, kom tilbage igen da de havde ramt skibets side. Vandet slog ind over kajakken og jeg ærgrede mig en del over at jeg ikke havde fået lukket min jakke ordentligt i halsen og ved ærmerne da vandet bare væltede ind. Det tog os meget lang tid for det første stykke pga. de store bølger og især pga. den kraftige vind. Jeg var noget stiv og træt i kroppen allerede efter det første stykke, så tænkte godt nok lidt over hvordan dælen jeg nu klarede resten af de mange kilometer jeg vidste der ventede forude.

Vi fik heldigvis nogle gode strækninger langs kysterne, hvor der var læ og hvor man kunne ro og nyde udsigten ind til land og ud over vandet. Vi gik i land ved Skærbæk Kajakklub hvor vi spiste madpakkerne. Planen var ellers at vi skulle have spist på Fænø kalv, men vi havde brugt meget tid pga. vejret så det må blive en anden gang. Det var rart at få tørt tøj på og noget mad i maven.



Turen gik herefter videre sydover. Det første stykke efter vi havde krydset Kolding Fjord var ok og i læ – lækkert! Men da vi så kom ned og skulle dreje imod vest, skal jeg lige love for at der kom modvind. Det var virkelig en kamp for mig at holde gang i kajakken og det føltes til sidst som om mine arme var ved at falde af. Jeg glemte alt om ro-teknik og kæmpede bare for ikke at gå i stå. Vi vidste ikke helt hvor shelter pladsen lå og hver gang vi kom forbi en pynt var der bare et nyt stykke i strid modvind. Jeg må indrømme at jeg virkelig fortrød at vi ikke havde holdt en pause inden vi tog hul på dette sidste stræk i modvind. Til sidst ville drengene have en strik i mig og trække mig det sidste stykke, men det ville min stolthed bare ikke være med til. Endelig kom vi frem og jeg kunne få øje på John der var roet i forvejen for at finde stedet. Det er længe siden jeg har været så træt.

Efter lidt tid med lidt godbidder, kaffe og cola blev jeg mig selv igen og kunne begynde at lægge mærke til hvor hyggeligt det egentlig var på stedet. Der var flere familier med børn og der var tændt bål i midten af de små hundehuse, som jeg ikke kan lade være med at kalde shelter hytterne efter Peter har brugt det ord for at forklare mig hvordan de så ud. Jeg var lidt bekymret for at skulle ligge ude i det fri på den måde uden at kunne lukke en dør eller en lynlås. Jeg havde da også lagt min fluesmækker klar i tilfælde af angreb fra vilde kæmpe edderkopper, mega myg eller andet kryb.

Der blev startet op i den fine lille gasgrill Thomas havde medbragt og vi fik fundet maden frem og åbnet rødvinen. Vi havde en super hyggelig aften med masser af mad, kage og rødvin. Det blev også til en lille gåtur inden det blev luftmadras-tid.

Jeg må nu sige at det at sove ude i det fri ikke var så slemt som jeg havde frygtet og jeg så ikke andre edderkopper end den Thomas fik mast inden jeg kom i min sovepose – endnu en gang tak til Thomas!

Næste morgen skinnede solen fra en skyfri himmel og det var rart at komme ud og blive varmet lidt af solen efter en lidt kold nat i sommersoveposen som nok ikke var helt varm nok til udendørs brug. Vi fik morgenmad og fik atter pakket kajakkerne og turen kunne gå hjemad. Mine arme var rimelig tunge så jeg var meget glad for at vinden ikke havde vendt i løbet af natten.

Turen hjem var en helt anden oplevelse. Et helt andet vand og en sol der varmede godt. Frem for alt havde vi vinden i ryggen! Jeg fik øvet lidt ro-teknik hvilket jeg virkelig trænger hårdt til som jeg også tydeligt kunne mærke i arme og skuldre fra dagen før. Vi fandt også ud af at den pagaj jeg havde lånt af klubben er for lang til mig. Jeg fik lov at låne Thomas´ pagaj et stykke tid og det gik meget lettere for mig. Jeg kunne meget lettere ro rigtigt og få mere fart i kajakken med en kortere pagaj – så nu ved jeg hvad jeg i hvert fald skal have mig anskaffet inden den næste tur.

Vi roede igennem Fænøsund langs Fynssiden og gjorde holdt ved Gals Klint Camping for at spise middagsmaden. Vi holdte igen en god lang pause og det var jeg glad for. Selvom at det var utroligt let at ro og vi fik hjælp af rygvind og ofte medstrøm så sad gårsdagens prøvelser stadig i mine arme.


 

Efter middagsmaden roede vi videre forbi Middelfart og kulturøen og videre om under broerne. Vi gjorde et kort holdt lige efter den nye Lillebæltsbro hvor vi dannede flåde. Her fik vi lidt chokolade og vi hilste på flere marsvine familier der kom forbi. Alt imens drev vi langsomt hjemad. Det sidste stykke gik hurtigt og det var et glædeligt syn da vi kunne se klubhuset.

Vi fik pakket ud, gjort kajakkerne rene og sagt tak for denne gang. Jeg kørte hjem til Vejle med en god fornemmelse i maven. Jeg var godt træt efter de tilbagelagte 50 km på vandet. Man lærer meget af at komme ud på en sådan tur. Jeg lærte i hvert fald at det er ok at melde ud at man vil have pause og at det er en ærlig sag at man bliver træt. 

Til slut: Tak til drengene for en rigtig god tur og fordi I var så tålmodige at vente på mig. Jeg er klar til en anden god gang, men så bliver i nok taget på ordet når i tilbyder at sætte en strik i mig inden min tunge når havbunden.

Af Sanne Malene Jensen fra Fredericia Kajakklub.