Mors delvis rundt Juli 2008 af Jørgen Jakobsen

November 2008 - Jeg sidder indendørs i en lun stue, medens efterårsregn og blæst rusker i træerne udenfor, og de sidste blade falder til jorden. Hver årstid har som bekendt sin charme. Et sådan vejr kan også bruges til at fremkalde gode minder fra sommeren der gik, og det faldt mig netop ind i dag. 

Jeg er den heldige ejer af en havkajak, efterlønner og samtidig lidt af en ”naturnørd”, med vandring og havkajak, som den væsentligste aktivitet i den forbindelse. 

Engang i det tidlige forår overvejede jeg hvor min lidt længere tur skulle gå hen i år. På nettet stødte jeg tilfældigt på omtalen af kystruten på Mors. Og da jeg før havde haft Mors i tankerne, hvad kajaktur angår, så det rigtig godt ud med lidt luksus, at kunne overnatte i shelter, i stedet for mit lille enmandstelt. Jeg planlagde og målte, og mente nok at jeg kunne nå rundt på 5 dage, hvis jeg snød lidt ved at gå tværs over Fegge tange.

Først i juli startede jeg i Nykøbing, hvor turistdamen var hjælpsom med at finde et sted hvor jeg kunne parkere uden det var for langt fra en strandbred. Ved lystbådehavnen fik jeg en lille snak med nogle hyggelige folk om vejr og vind og den smukke ø Mors. Ikke helt uaktuelt, når de kommende dage stod på kajaksejlads. Målet første dag var Sillerslev havn.

I næsten strid modvind, 8-9 sekundmeter, og dermed for en kajak store bølger, var det hårdt. Og jeg er absolut ingen body builder-type, 174 cm og 69 kg. Men på en eller anden måde er der en speciel charme over den slags. I tilgift smager madpakken fantastisk, selvom jeg nok også indtog nogle tordenfluer, som der nok var flere millioner af på strandbredden, som jeg havde valgt til min pause. Da jeg igen roede videre fik jeg dagens store naturoplevelse, nemlig synet af nogle ret nysgerrige sæler, der med deres små hoveder og store øjne kiggede på mig, som om de sagde: Hej , hvem er du?  Under den kæmpe høje, men samtidig elegante Sallingsundbro følte jeg mig lille. Men frem kom jeg, og der stod den fineste shelter med havudsigt og ventede på mig.

Da jeg henvendte mig i bådelaugets klubhus for at betale de 20,- jeg havde læst det kostede, fik jeg at vide af en venlig dame, at det var gratis.  Helt utrolig, når jeg oveni ”købet” måtte benytte bad og toilet. Sammenlignet med naturlejrpladser, som jeg kender fra vandreture, var dette vild luksus, samtidig med at det var ude i naturen.

Men det var ikke den sidste dejlige oplevelse den dag. Midt på aftenen da jeg sad og hyggede mig med en krydsord og nød udsigten, stod den venlige dame fra klubhuset pludselig foran shelteren med en kande kaffe, og en tallerken med kage i hånden og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig en kop kaffe, og om jeg evt. skulle have sukker og fløde. Det kunne jeg da i hvert fald godt tænke mig. Om morgenen mødte jeg hende igen, og hun var bekymret for om jeg skulle have lånt komfuret, da huset jo var låst. Al denne venlighed og hjælpsomhed bliver man næsten helt overrumplet af.  Det forventer man absolut ikke på en sådan tur hvor det er det primitive og enkle der er naturligt for en, og en del af turen. Den slags oplevelser er virkelig værd at samle på i sin skatkiste af gode minder fra dagligdagen. Endnu engang tak for en god oplevelse.

Vejret blev bedre de følgende dage, men dog stadig blæsende. Shelteren ved Nees-sund lå også perfekt, med den skønneste udsigt i flot sol. Jeg talte med en rar mand der var genbo til shelteren og færgemand på frivagt. Han oplyste at jeg måtte bruge færgens toilet og, at det også her var gratis. Tænke sig shelter med tilhørende sejlende toilet, ret så passende til en havkajakroer.

Næste dag var målet shelteren i Rovvig. Det blev en hård dag selvom der ikke var modvind hele vejen. Jeg havde besluttet mig for, så vidt mulig at holde mig tæt ved land af sikkerhedsmæssige årsager. Og hvor er Dragstrup vig kæmpestor - især i modvind.

Shelteren i Rovvig var også perfekt, om end der ikke var havudsigt, med de fineste borde og bænke. Huset der var henvist til for at få vand lå et stykke oppe af vejen, men det var tomt, men endnu en venlig dame i det nærmeste hus ”reddede” mig fra vandmangel. Hun viste mig til rette ved den udendørs vandhane, hvor slangen røg af under tapningen, så vi begge fik et mindre brusebad. Men solen varmede ret meget, så det var nærmest en behagelig oplevelse. Et lille hyggebål og en god bog var aftenens aktivitet, og så ellers tidlig i posen, jeg var virkelig blevet træt.

Næste dag foregik i smult vande med flot udsigt til grønne bakker og skrænter. Hen ad middagstid var jeg ved Vildsund, og var ret spænd på bølgerne ”omkring hjørnet”, da der var en forholdsvis hård østenvind.

Jeg var knap kommet under broen, da jeg nærmest fik et chok. Min havkajakven, som oprindelig er københavner, ville have beskrevet dem som bølger på højde med huse. På jysk ville det være pæne store bølger, som for mit vedkommende var for høje. Så taget i betragtning at jeg var alene, besluttede jeg at stoppe her. Men sikken en forskel på de to sider af broen. På den stille side var en del strandgæster, bl.a. flere børn, og vandet helt stille, og på den modsatte side var det et frådende hav i stormvejr.

I forbindelse med min beslutning om at stoppe kom jeg til at tænke på en af de norske fjeldregler, som siger: ”Det er ingen skam at vende om”. Efter indtagelse af frokost og en lille snak med et par store børn, der var interesseret i havkajak, tog jeg rutebilen tilbage til Nykøbing, for at hente min bil.

I rutebilen fik jeg turens sidste ret specielle oplevelse. Det var åbenbart ”bus med underholdning”, som måske kunne være et tip for turistkontoret til markedsføring af Mors. Underholdningen bestod af et kvindeligt talende vandfald. Jeg er selv ud af en ret snakkesalig familie, og får ikke selv skyld for at være af de mindst talende. Men som dette her, har jeg aldrig oplevet noget lignende. Nu var det selvfølgelig helt naturligt at jeg i denne situation indtog lytterens rolle. Damen kendte chaufføren og samtlige hans kolleger, som alle blev omtalt mere eller mindre pænt. Alle i bussen kunne høre alt hvad hun sagde højt og tydelig. Chaufføren svarede mest med enstavelsesord. Hendes fortid med en drikfældig mand fik medpassagererne også et godt indblik i. Og så blev det krydret med et telefonopkald, så ingen i bussen var i tvivl om, at hun var ved at flytte og at fryseren var fyldt op, så de kunne grille om aftenen.

Inderst inde ærgrede det mig, at jeg ikke var i besiddelse af en minibåndoptager, for her var der stof til et revynummer i vores lokale revy derhjemme. Men det var underholdende, så også tak til ”Nordtrafik” for god service og underholdning.

Jørgen Jakobsen (dsl624594@vip.cybercity.dk)